Nyhedsbrev - 10. maj 2020
Det er snart to måneder siden vi sidst mødtes til spejdermøde.
Denne mail indeholder 2 ting:
1) Information om Hjemmespejd og LiveSpejder
2) Invitation til mini mini-spejdermøder lørdag d. 16. maj.
Om Hjemmespejder og LiveSpejder:
Forhåbentlig har du øvet nogle af dine spejderfærdigheder med vores Hjemmespejderopgaver og de små LiveSpejder vi har lavet til jer.
Hjemmespejder finder du på DDS Vipperød Gruppes side på Facebook (link)
LiveSpejder finder du på DDS Vipperød Gruppes YouTube kanal (link)
Hjemmespejder slutter på lørdag - hvor den sidste opgave kommer online. Det bliver så også opgave nummer 50.
Det har været en fornøjelse for os mini-ledere at lave hjemmespejderopgaver - men med genåbningens fase 2 så kan vi se at vores arbejde kommer til at fylde mere end de 40 timer om ugen det normalt gør.
Alle minispejdere der har lavet mindst 10 hjemmespejderopgaver kan få hjemmespejdermærket. Det kræver blot at man har udfyldt sin hjemmespejderseddel med de opgaver man har lavet, og at man enten tilmelder sig ét af spejdermøderne 16. maj (og får sit mærke) eller at man aftaler med Søren at man først får mærket når vi mødes igen. Hvis man har lavet hjemmespejder og vil have mærket - men ikke kommer 16. maj - så SKAL man kontakte Søren (smeinert@smeinert.dk).
LiveSpejd
Fremover vil vi så tilbyde LiveSpejder hver tirsdag kl. 18.30 på YouTube - indtil vi igen kan mødes. Det gode ved LiveSpejder er, at man også kan se det på andre tidspunkter. Og når det nu er flyttet fra Facebook til YouTube, så håber vi at spejderne selv kan se med fra deres egne mobiler. Hvis de vælger at abonnere på vores kanal kan de endda få en advarsel før hver LiveSpejder.
På tirsdag skal vi bage kage til LiveSpejder. Forstået på den måde, at to spejdere står og bager Live - mens alle andre spejdere kan bage med hjemmefra - hvis bare man snupper telefonen med ud i køkkenet og tjekker ind på YouTube:
For at kunne bage med skal man sørge for at have følgende ting klar:
250 g. blødt smør
250 g. mel
250 g sukker
4 æg
1 økologisk citron
Bagepulver
Skål, håndmixer, dejskraber, rivejern og en bageform med plads til ca 1.5 liter.
LiveSpejder på tirsdag starter 18.30 og tager ca 30 minutter. Derefter skal beregnes ca 50 minutters bagetid til kagen.
Invitation til Mini-spejdermøder lørdag d. 16. maj.
Vi vil gerne invitere minispejderne til et kort spejdermøde lørdag d .16. maj.
En halv time med mulighed for at sige hej til dine spejderledere og:
- Få afsluttet dit hjemmespejderforløb og få dit mærke (husk din seddel)
- Blive introduceret til NaturTjek - og være med til at NaturTjekke vores spejdergrund.
- Bage et snobrød.
Vi holder 3 spejdermøder - hvor der kan deltage 8 spejdere på hvert møde.
Tiderne skal overholdes - og mor/far/søskende er desværre ikke velkommen længere end til parkeringspladsen.
Man skal møde præcist, hvis man vil deltage i ét af de tre møder.
Man er til spejder i 30 minutter.
Hyttens toilet kan ikke bruges.
TIlmelding sker på Gruppens hjemmeside (først til mølle). Bladr ned i bunden af siden og find de tre møder.
Hvis alle tre arrangementer fyldes på med spejdere - så er der lavet et fjerde arrangement der hedder "venteliste". Tilmeld jer dette (hvis alle andre pladser er optaget), så laver vi et ekstra spejdermøde før eller efter de andre.
Afslutning
Vi glæder os til at se de spejdere der har lyst og mulighed på lørdag - og til at kunne samle alle spejdere igen. Vi håber det kan nå at blive inden sommerferien, hvis der åbnes op for at vi må samles mere end 10.
Med venlig hilsen
Mini-lederne i Vipperød Gruppe
Søren