Efteråret er gået - og Julen står for døren:
På trods af coronasmitte i samfundet omkring os har vi haft en rigtig godt halvt år hos juniorspejderne.
Vi har heldigvis ikke haft smitten indenfor dørene - og vi gør da også en indsats på spejdermøderne med afstand og håndsprit - og flere aktiviteter er tilpasset vores nye hverdag.
Sidste spejdermøde i 2020 er tirsdag d. 8. December.
Første spejdermøde i 2021 er tirsdag d. 12. Januar
Fantastiske spejdere:
Vi oplever en gruppe spejdere - 30 i alt - der møder op til alle møder med en fantastisk vilje til spejderarbejde, godt humør og godt kammeratskab.
Det betyder meget for os at spejderne er "klar" når vi mødes - tak til dem.
Trangia og paturljesamarbede:
Det sidste halve år har især tre ting været i fokus på vores spejdermøder:
Den gode patrulje - hvor fokus har været på at kunne samarbejde som patrulje
Sav og økse - hvor vi trænede færdigheder i at bruge værktøjer
Trangiakøkkenet - hvor patruljerne bruges deres evner til at samarbejde om madlavning
Flere af vores forløb ender med at spejderne modtager et forløbsmærke til uniformen, der viser andre spejdere at man har arbejdet med et bestemt emne over længere tid.
Andre forløb slutter med en duelighedsprøve - fordi mærkerne for f.eks. kniv, sav og økse skal vise andre spejdere og spejderledere at spejderen er klar til at bruge værktøjerne. Derfor er der også spejdere der må prøve flere gange. Vi udleverer selvfølgelig først duelighedsmærke når spejderen viser at evnerne er på plads.
Manglende duelighedstegn:
Der er kommet nye spejdere til, og nogen har brug for at øve sig lidt mere - og derfor laver vi selvfølgelig også et runde til foråret hvor spejdere der mangler duelighedsmærke i kniv, sav, økse eller knob kan komme efter det.
Julespejd:
Ligesom i foråret, da vi ikke måtte mødes på grund af corona, så laver vi her i december lidt ekstra til spejderne. Julespejd!
Konceptet er det samme som Hjemmespejd - en stribe opgaver man kan vælge at lave derhjemme i løbet af december. Laver man mindst ti opgaver kan man få JuleSpejd mærket til januar. Husk at skriv ned hvilke opgaver der laves.
Opgaverne har alle julen som tema - og tager ikke den store tid.
Julespejd foregår via gruppens Facebook-side: https://www.facebook.com/DDS.VIP.Spejderne
Program for 1. halvår
Når spejderne møder til første spejdermøde i 2021 d. 12. januar løfter vi sløret for hvad der er på programmet i det første halvår af 2021. Men én ting kan vi løfte sløret for allerede nu: Henrik er nemlig kommet hjem fra arbejde i udlandet, og vender tilbage som leder hos juniorerne.
Grupperådsmøde
Onsdag d. 10. februar 2021 afholdes Grupperådsmøde (generalforsamling) i DDS Vipperød, og i den forbindelse har vi brug for nye friske forældrerepræsentanter til gruppestyrelsen (gruppens bestyrelse), da flere af de nuværende forældrerepræsentanter er klar til at give deres poster videre.
Som juniorledere vil vi være rigtig glade for at have et par af "vores" forældre med i gruppestyrelsen.
Vi håber at I vil sætte et par timer af, og deltage i mødet onsdag d. 10.2 - uanset om I vil være med i gruppestyrelsen, eller blot vise jeres deltagelse i jeres barns spejdergruppe.
Hvad kræver det at være forældrerepræsentant? Kort fortalt, så afholdes der ca. tre aftenmøder pr. halvår, og derudover kan man påtage sig opgaver i det omfang man har tid og lyst. Med andre ord, så er det ganske overskueligt og en god måde at engagere sig i gruppen på. Kunne det været noget for dig og har du lyst til at høre mere om styrelsesarbejdet? Så skriv til vores formand Annick (email: annick.jerlev@hotmail.com) og hør nærmere, eller spørg Søren til et spejdermøde (han har selv været medlem af gruppestyrelsen inden han blev leder).
Glædelig Jul til alle spejdere og forældre
Søren, Diana, Christian og Henrik
Juniorer i Vipperød Gruppe